Statusmeldinger

2012.04.29
Vi har fået skiftet vores varmepumpe-unit til en model lavet af Vagn Tannerup (Salling Køle- og Vasketeknik) og fået lavet en ny hotgas-veksler med en 100 liters varmtvandsbeholder ekstra. VP-unit'en blev skiftet fordi der gik et leje i kompressoren - surt :-(. Nu kører varmepumpen til gengæld fint igen med en COP på over 4 - det har vi ikke prøvet før :-) Og der er rigeligt med varmt vand på over 60 gr.

2012.02.15
Lang tid siden sidste status - nok fordi anlægget har kørt fint og vores styring i forhold til elpriser og vejrprognose fungerer tilfredsstillende. Vi er nu oppe på en COP på knap 3,0 og der er vel at mærke ved praktisk brug og det er tilfredsstillende. Elforbruget er derfor faldet ca. 10% eller ca. 500 kr. på årsbasis ;-)

2010.11.21
I løbet af sommeren har Sabetoflex været her igen for at sætte en hot-gas veksler på varmepumpen. Den giver hurtigt varmtvand og øger varmeoverføringseven mellem varmepumpe og varmtvandsystem. Til gengæld bliver vandet i varmtvandsbeholderen blandet op med lavere toptank temperatur til følge. Vi har også selv gået hele styringen igennem, renset alle snavssamlere og fået kalibreret alle vores energimålere. Det hele betyder nu at vores COP er på ca. 2,6 - det højeste vi endnu har oplevet og vi regner ikke med at den kan blive højere med denne kompressor.

2010.08.03
Efter lang tid med driftsforstyrelser på vores hjemmeside har vi fået vores server udskiftet. Så bliver hjemmesiden forhåbentligt mere stabil. Serveren er bruger nu også kun ca. 30 Watt mod den gamles ca. 100 Watt.

2010.04.05
Vores server er blevet opdateret og derfor mangler der målinger fra i dag i ca. 20 timer.

2010.04.05
Vi har stadig udfordringer med selve varmepumpen i vores combinerede jord- og solvarmeanlæg. Der er tilsyneladende en ventil i pumpen der ikke fungerer rigtigt og som betyder at COP-faktoren ikke er for god og som gør at varmepumpen kører meget on/off. Dette kan også ses på fremløbstemperaturen der svinger meget. Sabetoflex undersøger iøjeblikket hvordan fejlen kan udbedres.

2010.03.17
Sabetoflex har udskiftet varmepumpens veksler og stillet varmepumpen på en vibrationsmåtte. Det sidste betyder, at den nu praktisk talt er lydløs. I løbet af den næste uges tid vil målinger afgøre om vi kommer i mål med COP-faktoren.

2010.02.11
Sabetoflex har været og efterfylde kølemiddel på varmepumpen for at forbedre COP-faktoren. Indtil nu har den ligget på ca. 2.2 og vi håber at komme op over 3 med dette tiltag.

2009.10.15
Sabetoflex har udskiftet selve varmepumpen til en nyere model. Det har vist sig, at den gamle model kunne være fejlbehæftet. Dette har dog ikke været tilfældet her, men nu er vi da sikre på at alt er i orden. Udskiftningen til en nyere model kan have betyding for strømforbruget til varmepumpen og det vi vi checke op på efter en periode.

2009.09.20
Så er online måling af solcelleproduktionen i drift igen. For september måned er beregningen af solskinstimer på grund af udfaldet af målingen behæftet med fejl.

2009.09.13
Online måling af solcelleproduktionen er midlertidig ude af drift, pga en defekt måler.

2009.08.20
Vores varmepumpestyring er blevet omkonfigureret så fejlen med at den pludselig frøs skulle være udbedret. Ved samme lejlighed skiftede Sabetoflex en kontraventil, der var årsåg til tilbageløb fra solfangeren om natten med afkøling af bundtanken til følge.

2009.08.13
I løbet af sommerperioden og senest i dag, har styringen til vores varmepumpe fejlet så det ikke er muligt at aflæse den til brug for hjemmesiden. I nogle tilfælde er også styringen af anlægget blevet påvirket så pumpen for solvarmeanlægget ikke starter når den skal. Sabetoflex er blevet kontaktet. Fejlen fra før sommerferien med en ventil der ikke lukkede korrekt er endnu ikke udbedret.

2009.06.11
Sabeto-Flex har været forbi og fået monteret de 3 manglede temperaturfølere og en motorventil til jordkøling, samt udbedret fejlen med en ventil der ikke lukkede korrekt.

2009.06.02
Vi har via vores grafer konstateret, at en ventil til solfangeren ikke lukker korrekt. Dette har medført, at varmebeholderen afkøles om natten når solfangeren afkøles. Dette og montering af nogle manglede følere kommer Sabeto-Flex og laver ved et snarligt eftersyn af varmepumpen.

2009.05.19
Der var en kortslutning i styreboksen til varmepumpen, fordi skruerne til ophænget rørte ved printpladen. Det er nu udbedret, og varmepumpen kører igen!

2009.05.17
Varmepumpen vil ikke starte igen - og denne gang er det ikke snavssamleren. Jeg ringer til sabeto i morgen!

2009.05.17
Vi har fået taget vores regnvandsanlæg i brug. Indtil dato har vi brugt 33 m3 vand.

2009.04.28
Vi kan konstatere at vores solcelleanlæg kører over forventning. Anlægget er købt som 108 W x 18 paneler = 1944 W (DC). Indtil dato er den maksimale effekt fra panelerne før vekselretteren målt til 2151 W (DC). Efter vekselretteren er den maksimale effekt målt til 1816 W (AC). Vekselretterens maksimale effekt er 1800 W (AC). Så anlægget leverer mere effekt til elnettet end det er udlagt til. Elproduktionen fra anlægget er også højere end forventet. Til dato har vi produceret 500 kWh mod forventet 435 kWh.

2009.04.08
På grund af lynnedslag i går aftes et sted i nærheden, har vi ikke data for perioden ca. kl 20 i går til ca. 9.30 i dag. Der var røget en router!

2009.03.02
Så kører varmepumpen igen . Det viste sig at være snavssamleren, der igen var tilstoppet. Det sker åbenbart tit (ca. 1 gang om måneden) her i opstartsfasen. Snavset kommer fra jordvarmeslangerne.

2009.02.28
Vores varmepumpe holdt op med at køre sidst på dagen. Vi har tilkaldt service!

Styringsstrategi for vores varmeanlæg


I dag styres vores varmeanlæg af den styring der medfulgte anlægget fra sabetoflex. Denne styring er forholdsvis avanceret og sørger for at det varme vand holder sig på en forudindstillet temperatur samtidig med at vores gulvarmetemperatur opnår en mindsteværdi baseret på den konkrete udetemperatur og husets isolering. Herudover er der en lang række muligheder for at styre anlægget med timere, finindtrimning af varmeoverførsel fra solfangeren, diverse kølemuligheder gennem ventilationsanlæg og bortledning af overskudsvarme til jordvarmeslangerne.

Vi pusler dog med at udvikle en mere anvanceret styring, der tager højde for den øjeblikkelige elpris og vejrudsigten, så vi på den måde kan placere vores nødvendige varmepumpeproduktion i de timer, hvor der er lavest elpris og evt. fremrykke eller udskyde varmeproduktionen i nogle timer baseret på kendskab til de kommende timers vejudsigt med hensyn til solindfald, udtemperatur og vind. Herved tror vi på at vi kan spare yderligere ca. 500 kr/år.

Indtil videre er vi igang med at udvikle konceptet og indsamle vejrdata fra DMI, elpriser fra den nordiske elbørs Nordpool og endelig elproduktionsdata fra energinet.dk. Elproduktionsdata kan anvendes til at lave et estimat på, hvorledes den øjeblikkelige CO2-udledning er fra den danske elproduktion. Dette kunne også være en styringsparameter så vores elforbrug placeres i timer med mindst mulig miljøpåvirkning. Data ses herunder.

Den første graf viser en beregning af vores varmebehov og solindfald i huset de næste ca. 48 timer. Derudover er der vist hvor varmeproduktionen fra varmepumpen mest optimalt kunne placeres i forhold til elprisen.


Den anden graf viser elprisen siden midnat og de næste 12-36 timer, samt en beregning af CO2-indholdet i elproduktionen og hvor stor en andel vindproduktionen udgør af det samlede forbrug. Endelig er vores varmepumpes elforbrug vis i grafen, så det kan ses hvor godt styringsstrategien følges. Varmepumpen styres endnu ikke efter strategien, men det kommer...



De to næste grafer er data fra DMI Salg og Erhverv, som vi venligts har fået stillet til rådighed for optimeringen. Data herfra indgår i beregningen af varmebehovet i den første graf for de kommende ca. 48 timer.




Styringen lærer selv varmebehovet at kende


Styringen beregner dagligt ved simpel regression, hvordan varmepumpeeffekten afhænger af varmebehovet og solindfald på baggrund af data opsamlet i fyringssæsonen. På samme måde bestemmes gulvvarmebehovet som funktion af udetemperatur og solindfald. På den måde lærer styringen selv husets varmebehov at kende og det er muligt på den måde at opdage pludselige afvigelser fra det normale. Varmepumpens effektivitet (COP-faktor) bestemmes ligeledes dagligt og styringen lærer derfor efterhånden, hvordan anlægget performer og kan anvende denne viden ved fastlæggelsen af styringsstrategien. Denne viden kan også benyttes ved diagnostisering på anlægget ved pludselige ændringer i performance.